DK / ENG
100% hudvenlig makeup

Tips til rengøring af dine pensler!

Når man lægger en smuk makeup, er det uden tvivl det vigtigste, at man har sine redskaber i orden. Som jeg altid plejer at sige, så kan du have verdens bedste makeupprodukter, men hvis redskaberne halter efter, vil din makeup aldrig blive helt god.

Derfor er det først og fremmest super vigtigt at man har nogle pensler af god kvalitet, hvad enten de er dyrehår eller syntetiske hår. Hvis man nogensinde har købt sig nogle meget billige pensler, så kan man tydeligt mærke forskel på god og dårlig kvalitet, da de helt billige ofte ”kradser” og irriterer huden.

Rene pensler = flottere makeup
Som makeupartist bliver jeg ofte spurgt, ”Hvor ofte vasker du dine pensler?”
Når det kommer til mine ”arbejdspensler” bliver de vasket hver gang de er brugt, men mine personlige pensler bliver derimod vasket en gang om ugen (nogle gange hver anden uge).
Man kan bare tydeligt mærke forskel på at lægge makeup med rene pensler og beskidte pensler!
Ud over at det skaber en betydelig forskel i makeuppen, så er det også vigtigt at man ikke bruger meget beskidte pensler i ansigtet, da det er meget skidt for huden, og kan ende ud i eksem, akne eller andet.
Du behøver ikke alt muligt speciel sæbe eller noget til at vaske dine pensler. Personligt bruger jeg en parfumefri shampoo, og vasker penslerne i varmt vand med dette. Flydende produkter kan godt være svære at få ud af penslerne, så til dette bruger jeg også kokosolie først, som kan få det meste af produktet ud.

Vask dine pensler ”med hårene”
For at dine pensler ikke skal miste formen og blive ødelagte, er det vigtigt at man er skånsom når man vasker dem. Det er altså vigtigt at du stryger med hårene, og ikke maser penslen ud. Hermed undgår du at din pensler mister formen, så hårene ikke står ud til alle sider.

Lad dine pensler tørre med hårene nedad
Når dine pensler så er vasket, skal de stå og tørre lidt. Her er det vigtigt at lade dine pensler tørre med hårene pegende nedad. Dette gør at vandet der sidder i hårene ikke siver ned skaftet hvor limen sidder. Hvis man flere gange lader dem tørre med hårene opad, kan dette resultere i at hårene begynder at falde ud (det gælder for alle pensler).

Jeg plejer at sætte dem op ad væggen på et håndklæde, og så er de tørre i løbet af et par timer. Ved at lade dem tørre sådan forlænger du holdbarheden på dem, og der kommer ikke til at sidde irriterende hår fra penslen i ansigtet!

De pensler jeg bruger er selvfølgelig de veganske pensler fra Sandstone, og det er disse som I kan se på billederne. Jeg håber det er til hjælp!

Mange knus,
Caroline